Flydende/stivnet
Vand er flydende, og som symbol for følelser
betyder det, at følelser i deres naturlige form er i stadig bevægelse -
som en respons på det, vi oplever og som en påvirkelig energi, der kan
kanaliseres i forskellige retninger. Hvis en følelse er naturligt
tilgængelig, er den således "flydende", og det vil blandt andet sige, at
den forsvinder af sig selv, hvis man lader den være, og følges af en
anden.
Tilsvarende er is, det vil sige vand i fast form,
et symbol for stivnede følelser. Det er følelser, som vi ikke er i stand
til at rumme, og som derfor ikke kan mærkes eller udtrykkes i den
daglige ”strøm” af begivenheder. Har vi f.eks. lukket af for vores
medfølelse, fordi den tidligere har bragt os for meget smerte, vil vi
nok være i stand til at give udtryk for medfølelse med ord, men vi vil
ikke være i stand til at føle den i normal, daglig omgang med andre. Der
skal ske en indre proces, svarende til en optøning, før vi kan få
stivnede følelser med i vores naturlige følelsesstrøm.
En stivnet følelse vil blokere for den naturlige
strøm. Hvis man konfronteres med den, vil det opleves, som om man sidder
fast og ikke kan komme ud af følelsen igen.
Det er ikke kun vand, der kan være flydende i en
drøm. Det flydende kan ses som en egenskab, der står i modsætning til
det faste, som symboliserer en fast personlighed, der er opsat på at
bevare sin forskellighed i forhold til andre og opfatter verden som
bestående af isolerede, adskilte ting, som man kun kan vide noget om,
hvis man piller dem fra hinanden eller de selv åbner munden og siger
nogle ord.
Modsat kan alt, hvad der er eller bliver flydende i
en drøm fortælle om vores evne til i kraft af følelserne at leve os ind
i andre, føle os forbundet, være en del af en stemning, kunne mærke en
udstråling, rumme bevægeligheden og foranderligheden og respondere på en
situation i overensstemmelse med vores følelser.
Optøning
Optøning sker i kraft af varme, og varmen bliver da
et symbol på den omsorg, som er en nødvendig del af arbejdet med at
frisætte stivnede følelser. Der er en basal mangel på tryghed, som
forhindrer dem i at komme til udtryk, og denne tryghed må genetableres i
den form, der er behov for, før et menneske tør integrere en sådan
fastfrosset emotionel energi.
Havet
Det er også gennem følelserne, vi kan opleve vores
forbundethed med andre. Havet svarer som symbol til denne del af
følelsernes natur. Ved at opløse fastfrosne tilstande og ”dykke ned” i
følelsesstrømmen kan vi få en oplevelse af, og ikke blot en viden eller
en teori om, at mennesker er følelsesmæssigt forbundne via en fælles
bevidsthed, som vi alle er i kontakt med. C.G. Jung kaldte denne fælles
bevidsthed for ”det kollektive ubevidste” – en betegnelse, der selvsagt
kan virke lidt misvisende, når der rent faktisk er tale om en fælles
bevidsthed, som med en vis ret kunne tillade sig at blive fornærmet over
at blive kaldt ”ubevidst”. Den kan kun siges at være ”ubevidst” for den,
der ikke har adgang til den – det er altså en betegnelse, der ikke
beskriver selve fænomenet, men hvordan det opleves fra den blokerede
personligheds synspunkt.
Oplevelsen af denne forbundethed føder erkendelsen
af, at vi som personligheder blot er ”dråber i havet”, men samtidig en
integreret del af noget, der er langt større end os selv. Vores forhold
til havet, som det fremstilles i en drøm, fortæller os, hvordan vi som
personlighed forholder os til dette fælles bevidsthedsfelt.
Vandløb
Et vandløb fortæller om
vores mere personlige følelser – den daglige strøm af følelsesudtryk,
som vi har til rådighed - og hvordan vi anvender disse følelser. Særligt
aktuelle temaer, som der må ses nærmere på, kan komme flydende i
strømmen eller dukke op til overfladen. Omgivelserne omkring vandløbet
fortæller om vores evne til at nære og frugtbargøre vores liv i kraft af
vores følelser - og i kraft af vores personlige relationer til andre.
Vandløb forbinder bjergene med havet, og de danner forbindelser med
hinanden, mens de nærer det, de møder på deres vej. Nogle gange deler en
flod sig i to, der fortsætter i hver sin retning. Det har at gøre med
vores netværk. Hvor livskraftigt er det? Giver det næring til os og til
dem, vi kender?
Kontrolleret vand
Et svømmebassin eller andre former for
menneskeskabt indeslutning af vand symboliserer et bevidst og
kontrolleret arbejde med følelserne, som det f.eks. sker i et
terapiforløb, eller i andre former for analyserende følelsesarbejde.
Et symbol, som optræder hyppigt i moderne tid, er
et svømmebassin til konkurrencesvømning, opdelt i baner. Det fortæller
om en sammenblanding af egoets konkurrencementalitet med vores stræben
efter personlig udvikling.
I den forbindelse er det også relevant at nævne
badeværelset, som for en stor del renser os ved hjælp af vand. Et
badeværelse symboliserer således også et følelsesmæssigt arbejde, hvor
der renses ud. Begivenheder på et badeværelse fortæller, hvordan vi har
det med denne proces.
Hvor badeværelset lægger vægt på det mere private
arbejde med os selv, taler det offentlige svømmebassin om, hvordan vi
arbejder med – og kontrollerer - vores følelser, når vi er i samspil med
andre mennesker.
Meditativt følelsesarbejde, hvor der fokuseres på
at transcendere personligheden, vil derimod snarere komme til udtryk i
drømme ved hjælp af havet.