Her i den vestlige kultur har vi de sidste par hundrede år bildt os selv ind, at der findes en ‘absolut fornuft’.

- Så vær dog fornuftig! siger vi, som om der fandtes et rum inden i os, hvor vi kunne gå ind og lukke døren og stå og indånde ‘ren fornuft’.

Men sådan et sted findes ikke. Det fornuftige er nemlig relativt - hvilket betyder, at ‘det fornuftige’ har masser af relationer. Det fornuftige afhænger bl.a. af, hvad vi gerne vil opnå, hvad vi sætter pris på, hvad vi føler for, hvad vi finder værdifuldt - og hvad vi anser for at være muligt i situationen. Og hvad der er muligt, afhænger igen af, hvad vi tror vil virke. Og hvad vi ønsker at tro på. 

Så når vi bruger ordet ‘fornuft’, som om det er noget objektivt, der er hævet over enhver diskussion, så skyldes det ofte, at vi netop er midt i en diskussion og meget gerne vil vinde den. Det er noget, der foregår som led i en kamp, hvor den ene part prøver at erobre det ‘objektive’ felt, for så er man blevet uangribelig - og den anden er automatisk blevet ‘ufornuftig’.

Det er en kamp, der ofte udspiller sig mellem mennesker, bl.a. i parforholdet: Hvem får patent på at være ‘den fornuftige’? Men selv vinderen bliver ikke glad for at vinde. For det første er det umådelig kedsommeligt altid at skulle gå rundt og være ‘den fornuftige’ og for det andet er kamp mellem to, der dybest set holder af hinanden, ubehageligt og skaber afstand imellem parterne, uanset hvem der har ‘vundet’.

Hvordan kan man bryde ud af sådan en kamp, der har det med at dukke op igen og igen som et mønster, man ikke kan frigøre sig fra?

Det kan man bl.a. gøre ved at gribe ordet ‘fornuft’ i flugten og se på alt det ovenstående - alt det, som ordet består af. I det øjeblik, ‘det fornuftige’ sættes i spil - så brug det som en anledning til at få afdækket de værdier, der ligger bag, og find ud af, hvor I kan mødes - og hvor I vitterligt har forskellig opfattelse.

Hvad er det, den anden gerne vil opnå?

Hvorfor vil det være værdifuldt at opnå det?

Hvad mener den anden er muligt i situationen? Og hvis man kigger nøjere efter - er der så andre muligheder?

Hvad er det, der vil virke - og hvad har den anden haft af erfaringer, der har givet ham eller hende troen på, at netop dét vil virke? Hvis man kigger nøjere efter - er der så mulighed for, at andre måder at gøre tingene på også vil virke?

Hvad er den anden bange for, at der kan ske? Når kamp kan opstå, er det fordi, der også er frygt indblandet. Hvis man kan snakke roligt om, hvad det egentlig er, man er bange for, vil det være særlig frugtbart.

Vær den, der begynder. Hvad er det, du selv gerne vil opnå? Hvad er værdifuldt for dig i denne situation? Hvad vil du gerne beskytte - hvad vil du gerne have ud af det?

Og mon der findes en måde, hvorpå I begge to kan opnå det, I gerne vil?

Hvad enten man har overskud til det i situationen eller senere, når gemytterne er faldet mere til ro, så vil man kunne bruge ‘det fornuftige’ som en anledning til at lære hinanden bedre at kende - og endda som en mulighed for at få formuleret noget, man måske aldrig har gjort sig bevidst før. Hvor mange af os er klar over, hvilke værdier vi lægger til grund for det, vi siger, mens vi siger det? Hvis to mennesker i et forhold bliver enige om at afdække disse ting i sig selv og for hinanden, har man fundet en vej ud af kampen - en vej, der kan føre til større forståelse af både en selv og den anden.

Vi siger det også til os selv: "Vær nu fornuftig", når vi prøver at få kontrol over følelserne. På den måde sætter vi ‘fornuft’ op imod følelser og skaber en konflikt inden i os - en konflikt, som vi tror, vi bare må lære at leve med, for det har vi jo lært i vores kultur - at der findes en ‘ren fornuft’, der ikke har noget med følelser at gøre. Vi er ikke vant til at se bag om ‘det fornuftige’ til alle dets relationer. Forholdet mellem fornuft og følelser i vores indre vil jeg uddybe i en senere artikel.

Tak fordi du abonnerer på nyhedsbrevet. Se nedenfor, hvis du vil afmelde.

Mange hilsner

Jens-Ole C. Paulin.